Allan Schouw-Petersen fra WINadvokaterne er igen indtrådt i ErhvervsCentrets bestyrelse

Allan nyt bestyrelsesmedlem i EC.jpg

Advokat og partner Allan Schouw-Petersen fra WINadvokaterne ser frem til som nyt bestyrelsesmedlem i ErhversvCentret at skabe mere sammenhængskraft i erhvervsudviklingen i Greve Kommune.

Den erfarne Greveadvokat og partner hos WINadvokaterne Allan Schouw-Petersen indtræder for anden gang som medlem af bestyrelsen i ErhvervsCentret i Greve den 22. juni 2017. Han glæder sig til igen at arbejde sammen med de andre bestyrelsesmedlemmer om at optimere forholdene for det lokale erhvervsliv i en god dialog og et tæt samarbejde med ErhvervsCentret og Greve Kommune.

Den 44 årige lokalkendte Greveadvokat, Allan Schouw-Petersen, fortæller, at han har masser af ideer og relevant erhvervserfaring til at gøre en forskel for det lokale erhvervsliv, nu hvor han igen bliver medlem af ErhvervsCentrets bestyrelse. Første gang var, da han i kraft af det daværende formandskab for den lokale erhvervsforening, Greve Solrød-Erhverv, fik en plads i ErhvervsCentrets bestyrelse over en treårig periode.

- Jeg er glad for og beæret over at blive opfordret til igen at yde en indsats for i ErhvervsCentrets bestyrelse i samarbejde med de andre medlemmer af bestyrelsen og Greve Kommune. Jeg ser frem til at drøfte og komme med indspark til, hvordan vi kan gøre det endnu nemmere for vores virksomheder at trives, vokse og skabe synergi sammen. Jeg vil arbejde på at skabe endnu større sammenhængskraft i vores strategiske indsatser og komme med ideer til, hvordan vi også på længere sigt kan forbedre rammerne for væksten og erhvervsudviklingen i kommunen, udtaler Allan Schouw-Petersen.

Han er uddannet advokat ved Københavns Universitet i 2003 og har haft møderet for Højesteret siden 2011. Siden 2005 har han arbejdet som advokat i Grevevirksomheden WINadvokaterne (tidligere C. C. Jørgensen & M. Winsløw) og været medejer fra 2013. Han rådgiver små og mellemstore virksomheder om generationsskifte, køb og salg af virksomheder, udarbejdelse af kontrakter, entrepriseret og førelse af voldgiftssager i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomheder samt rådgivning inden for udbudsretten. Sager om behandling af dødsboer, køb og salg af fast ejendom ender også på Allans arbejdsbord. Derudover bestrider han bestyrelsesposter i flere erhvervsdrivende selskaber.

En stærk idemager og rådgiver inden for erhvervsrådet 
Greves borgmester Pernille Beckmann, der er formand for ErhvervsCentrets bestyrelse, er glad for, at Allan Schouw-Petersen har takket ja til at gå ind i bestyrelsen for ErhvervsCentret.

- Det glæder mig, at en af Greves erfarne og lokalkendte rådgivere inden for advokatbranchen har indvilliget i at indtræde i ErhvervsCentrets bestyrelse. Allan er en venlig, imødekommende og sympatisk person, der er nem at samarbejde med, og så har han en stor faglig tyngde inden for sit felt. Det er et plus, at han har et stort netværk til forskellige aktører i erhvervslivet, udtaler Pernille Beckmann.

Også Tina Charlotte Koeffoed, der er daglig leder af ErhvervsCentret og Greves erhvervs- og turistchef, er glad for at få Allan med i bestyrelsen igen.

- Allan er en dygtig advokat og rådgiver inden for erhvervsområdet. Vi har været meget tilfredse med at have Allan med i bestyrelsen tidligere. Jeg er glad for, at han igen vil give sit besyv med i ErhvervsCentrets bestyrelse. Fra vores samarbejde gennem årene kender jeg Allan som en idérig, driftsorienteret og strategisk fremadskuende sparringspartner, der skaber stor værdi, siger Tina Charlotte Koeffoed.

Allan er en vaskeægte Greveentusiast. Siden barnsben har han boet i Greve og gået i skole på Mosede Skolen og taget studentereksamen på Greve Gymnasium. I dag bor han privat med hustruen på en sidevej til Greve Strandvej og har børn, der går i skole i Greve Kommune.

ErhvervsCentrets bestyrelse
Pernille Beckmann, borgmester i Greve og formand for ErhvervsCentrets bestyrelse. Morten Dahlin, formand for Vækst- og Beskæftigelsesudvalget i Greve. Claus Thykjær, Kommunaldirektør, Greve Kommune. Hans Barlach, Byrådsmedlem, Greve Kommune. Niels Hermansen, CEO, DNP. Niels Techen, Direktør, Helmer Christiansen A/S og formand for Håndværksrådet. Henrik Kjeldskov, Indehaver, Kjeldskov & Co. Thomas Krøyer, Adm. direktør/Group CEO, LEMAN Holding & International Transport System A/S. Allan Schouw-Petersen, Advokat og partner, WINadvokaterne. Anette Bordum, Centerchef, Centerforeningen Waves. Torben Hoffmann, Indehaver,GardinDesign.

Flere oplysninger: Kontakt Allan Schouw-Petersen: 4390 5080, asp@winadvokater.dk eller Tina Charlotte Koeffoed, Erhvervs og turistchef, ErhvervsCentret: 21305004, tck@greve.dk eller Birgit Schaldemose Norman: Direkte: 36915249/Mobil: 22887022, bsn@greve.dk

Kontakt

Birgit Schaldemose Norman
Korskildelund 6
2670 Greve
Tlf.36 91 52 49
bsn@greve.dk