Iværksættertrangen er stor i Greve og gavner beskæftigelsen

Mads Frederiksen Baker Street Produktion.jpg

30-årige Mads Frederiksen, der har Baker Street på Karlslunde Strandvej, har i juli 2017 åbnet en bagerbutik i Greve Kommune i Greve Midtbycenter.

Nye tal udarbejdet af Center for Vækstanalyse for Vækstforum Sjælland viser, at iværksætterne i Greve Kommune er gode til at skabe job ikke bare til sig selv men også til andre. I 2015 er der skabt 185 nye virksomheder, og i 2016 er tallet på 191. I Greve Kommune stod virksomheder, etableret i perioden 2005-2014, for 2.226 af de i alt 13.876 private job. Det svarer til, at de sidste 10 års iværksætteri har skabt 16% af de eksisterende job.

Nye private arbejdspladser i Greve Kommune skabes i høj grad af iværksættere som 30-årige Mads Frederiksen. Han brænder for at bage og for at sælge byens bedste brød fra strandvejsbutikken i Karlslunde og nu også fra den nyrenoverede bagerbutik i Greve MidtbyCenter, som han åbnede den 3. juli 2017. Siden 2013 har han som iværksætter inden for bageriet skabt 21 job i Greve Kommune.

- Jeg har brændt for at blive iværksætter i flere år. I starten havde jeg ikke en krone på lommen. Jeg var skoletræt og gjorde rent i et bageri. Jeg plagede livet af bageren i Gevninge. Jeg ville, at han skulle tage mig i lære. I 2007 blev jeg uddannet bager, og jeg drømte om at få mit eget. Jeg arbejdede dag og nat som bagersvend hos forskellige bagere. På et tidspunkt blev jeg dog led og ked af faget. Jeg var træt af, at man blev råbt af og ikke havde et ordentligt arbejdsmiljø, husker Mads.

Mads satte drømmen om at blive selvstændig på pause
Han valgte at blive udsendt som konstabel med hjemmeværnet til Afghanistan af tre omgange. Her bevogtede han lejrene, så de danske soldater kunne komme ud på patrulje. Men den gamle drøm om at blive selvstændig bager trak i ham igen.

- I 2013 lykkedes det mig at overtage forpagtningen af det gamle bageri i Karlslunde med støtte af min bank. Jeg vidste godt, at det var en død forretning. Men jeg satsede på mit eget koncept med dansk mel, stenovn, kold- og langtidshævning og minimal brug af gær: Mit brød skal smage af noget og have en sprød skorpe! I starten var jeg alene om det hele, understreger Mads og tilføjer: Efter to måneder ansatte jeg en lærling, og efter tre måneder gik regnskabet i plus.

Mads koncept bag Baker Street går som varmt brød
Mads og makkeren knoklede i døgndrift, og rygtet om det gode brød fik salget til at eksplodere. Af og til kunne Baker Street i Karlslunde slet ikke følge med efterspørgslen og måtte melde udsolgt inden dagen var omme. Omsætningen steg støt gennem de første år. I 2014 landede den på 2,2 mio. I 2015 steg den til 2,8 mio, og i 2016 rundede omsætningen 3,2 mio. Allerede det første år fik han råd til at ansætte både ekspedienter og bagersvende, og han har også fået en konditor på fuld tid, der er tiltrådt i sommeren 2017. Den gode forretning i Karlslunde har givet Mads mod på at overtage bageriet i Greve MidtbyCenter, som han nu har fået sat i stand og forsynet med et stort køle- fryseskab samt to forskellige ovne.

- Det er da hårdt at arbejde som selvstændig i bagerfaget og drive to butikker. Men det er det hele værd, når kunderne er glade og strømmer til, og vi næsten ikke kan følge med. Næste måned er vi allerede på sidste års totalomsætning. Det lover godt. Jeg forventer en omsætning på over 4,5 mio. for 2017, på grund af udvidelsen med butikken i Greve Midtby Center. Vi ser frem til sensommeren, efteråret og december, der er højsæson for os, udtaler Mads Frederiksen.

Han betegner sig selv som en leder, der går meget op i, at de ansatte kan lide at gå på arbejde:

- Jeg vil ikke være en sur bager, der skælder ud. Jeg vil hellere vise medarbejderne stille og roligt, hvordan de skal gøre tingene, også gerne to gange hvis det er nødvendigt. Jeg tror på, at medarbejderne trives bedst, hvis her er en god stemning, og de får frihed under ansvar. Så vokser de med opgaven og tager ansvar for at få løst opgaverne. Det er den moderne måde at lede et bageri på, som jeg går ind for.

Mads står op om natten og holder aldrig fri eller ferie
Siden drømmen om at blive selvstændig tog fart i 2013, er alt gået rigtig stærkt for Mads, der aldrig selv holder weekend, fridag eller ferie. Det har han ikke tid til. Der skal jo være brød på hylderne! Arbejdsdagen begynder kl. 1.00 om natten. Efter nattens produktion af brød, fortsætter han med at lede og fordele arbejdet til midt på dagen eller op ad eftermiddagen. Så er det tid til at tage hjem og få en lille lur. Og så er det op igen kl. 1.00 om natten. Men et lille afbræk bliver det snart til. For til efteråret skal Mads på studietur til Belgien for at blive klogere på at bruge chokolade i bagværk.

Greves erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed, der er daglig leder af ErhvervsCentret i Greve, glæder sig over, at den nye analyse indikerer, at iværksætteriet i Greve Kommune er ved at lægge finanskrisen bag sig.

- Det er dejligt, at tallene bekræfter, at mange af vores lokale iværksættere med en god forretningsidé trives og skaber job ikke bare til sig selv men også til andre borgere. Analysen viser, at der er en stor lyst til at etablere sig som iværksætter i Greve, idet etableringsraten er højere end i resten af Sjælland og hele landet. Det skaber fremgang for hele kommunen, udtaler Tina Charlotte Koeffoed og fortsætter: Den positive udvikling harmonerer med de visioner og aktiviteter, vi har fokus på blandt andet i Vækstfabrikken Greve og Greve-Solrød Erhvervsservice, der gratis leverer vejledning, sparring, information til etablering, drift og udvikling af forretningen.

Analysen VækstVilkår Greve offentliggøres den 24. august 2017 på http://vaekstanalyse.dk/

Billedtekst: 30-årige Mads Frederiksen, der har Baker Street på Karlslunde Strandvej, har i juli 2017 åbnet en bagerbutik i Greve Kommune i Greve Midtbycenter. Den nye butik er renoveret og indrettet med både et stort køle- og fryserum og to forskellige ovne for at kunne følge med den store efterspørgsel på brød og konditorkager. / Mads Frederiksen er en blandt de mange iværksættere i Greve, der fremmer den private beskæftigelse i kommunen.

 

Graf fra analysen VækstVilkår Greve 2017: Gennemsnitlig etablerings- og exitrate 2014-2016

 

Greve_virksomhedsdynamik.JPG
Graf fra analysen VækstVilkår Greve 2017: Gennemsnitlig etablerings- og exitrate 2014-2016

Flere oplysninger: Kontakt Tina Charlotte Koeffoed, Erhvervs- og turistchef, ErhvervsCentret: Mobil: 21305004, mail tck@greve.dk eller Birgit Schaldemose Norman: Direkte: 36915249/Mobil: 22887022, bsn@greve.dk

Kontakt

Birgit Schaldemose Norman

Kommunikations- og markedsføringskonsulent

 

Telefon 3691 5249

bsn@greve.dk