Kommunale medarbejdere i Greve leverer god service til erhvervslivet

Erhvervsnetværk serviceløfte 2017 194.JPG

Hvad forstår vi ved en god service til virksomhederne – og er der noget ved vores ’gamle’ serviceløfte, som vi vil have ændret? Dette spørgsmål blev ivrigt drøftet på et netværksmøde i ErhvervsCentret blandt kommunale medarbejdere med virksomhedskontakt.

”Vi er proaktive og sætter os ind i virksomhedens behov. Vi afstemmer forventninger og kommunikerer klart og tydeligt. Vi er troværdige og har en høj faglighed”. Disse flotte ord blev skrevet ind i Greve Kommunes serviceløfte til erhvervslivet for to et halvt år siden som en del af vækstpolitikken, og de er blevet fulgt op af handling. For medarbejderne har holdt, hvad de har lovet i serviceløftet. Det fik de ros for af borgmesteren, da ErhvervsCentret lagde hus til et netværksmøde om god servicekultur blandt kommunale medarbejdere med virksomhedskontakt.

Serviceløftet blev grundigt set efter i sømmene, da omkring 40 medarbejdere fra Greve Kommune for nylig evaluerede den indsats, de har leveret i de sidste par år. Borgmesteren indledte mødet med at rose medarbejderne for at have levet op til serviceløftet.

- Virksomhederne oplever generelt, at de i kontakten med kommunen får en god service, og de kan lide at samarbejde med os, fortalte borgmester Pernille Beckmann og understregede med et stort smil: Det er flot! Jeg synes, at vi fortsætte i samme spor!

God service til virksomheder: Vi gør, hvad vi siger
At det er lykkedes at forbedre servicen til erhvervslivet kom særlig til udtryk på årets Round Table for virksomhederne i april 2017. Det fortalte borgmesteren til medarbejderne fra JobCentret, Teknik og Miljø samt ErhvervsCentret. Hun gav dem et skulderklap for at stå sammen om at levere en god service.

- Det er vigtigt, at virksomhederne oplever, at det er nemt at komme i kontakt med den rigtige medarbejder i kommunen. Derfor skal vi alle kunne hjælpe virksomhederne det rigtige sted hen og være opmærksomme på virksomhedernes behov – jo før, jo bedre. Det kræver samarbejde internt og med Erhvervscenteret, understregede Pernille Beckmann og fortsatte: I Greve har vi arbejdet meget med at få en fælles forståelse af, hvad god virksomhedsservice er. Det er helt fra det lavpraktiske med, at vi tager telefonen og er tilgængelige til, at vi hjælper virksomhederne med tilladelser og arbejdskraft.

Pernille Beckmann bemærkede, at virksomhederne får relativt hurtig svar på forespørgsler og ansøgninger og får hjælp med at skaffe den rigtige arbejdskraft. Hun pointerede også, at god service handler om meget mere end at være hurtig. Det handler om at sikre, at alle kommunikerer i et klart sprog til virksomhederne, og at den interne koordinering og samarbejdet på Rådhuset styrkes.

En af deltagerne i netværksmødet var virksomhedskonsulent Sanne Teute fra JobCentret i Greve. Hun har været ansat i virksomhedsteamet siden august 2012 og har i den tid siddet med næsten alle borgergrupper, fra jobparate til aktivitetsparate. Virksomhedsteamet oplever, at der blandt kollegerne er kommet en langt større bevidsthed om at lytte til og spørge mere ind til den enkelte virksomheds fremtidige situation, behov og forventninger.

- Det var et rigtig godt møde. Det var super fint at mødes i netværksgruppen og få oplyst vores nye kolleger om vigtigheden af vores serviceløfte. Samtidig fik vores nye kolleger også lejlighed til at få hilst på kolleger fra andre centre, som også samarbejder med virksomhederne i kommunen, sagde Sanne Teute og fortsatte: Jeg genkender bestemt Pernilles rosende ord, som vi er meget stolte af og glade for i virksomhedsteamet. Vi har forsøgt at ”rose virksomhederne tilbage”, bl.a. i form af CSR pris, som vi satte i værk sidste år. Den gives til udvalgte virksomheder, der har underskrevet en social samarbejdsaftale om praktikforløb med os. Aftalen omfatter borgere med andre udfordringer end ledighed. Virksomhederne skal have haft et eller flere af disse forløb i indeværende år.

Billedtekst: Hvad forstår vi ved en god service til virksomhederne – og er der noget ved vores ’gamle’ serviceløfte, som vi vil have ændret? Dette spørgsmål blev ivrigt drøftet på et netværksmøde i ErhvervsCentret blandt kommunale medarbejdere med virksomhedskontakt.

Kontakt

Birgit Schaldemose Norman
Korskildelund 6
2670 Greve
Tlf.36 91 52 49
bsn@greve.dk