Receptionen   IR 451x220
Greve har et stærkt og veletableret erhvervsliv.

Brancher som transport og logistik, produktion og produktudvikling, en gros og fremstilling, byggeri og anlæg samt detailhandel udgør en stærk erhvervsbase i Greve.

Greve Kommune er et godt sted at drive virksomhed. Det fordrer et godt samspil mellem kommunen og erhvervslivet, og her viser undersøgelser, at kommunen er godt på vej.

I 2010 og 2011 blev Greve af Dansk Industri kåret som den mest erhvervsvenlige kommune i Region Sjælland, og i både 2014 og 2015 som den mest erhvervsvenlige kommune på hele Sjælland. I både 2011 og 2014 var Greve endvidere den kommune i Danmark med de bedste kommunale rammevilkår.

"Greve kommune har gjort det enklere og mere effektivt for virksomhederne at komme i kontakt med kommunens ansatte. Derudover har kommunen bebudet, at man vil sænke en række afgifter, grundskyld og priserne på byggegrunde. Alt sammen noget, virksomhederne har lagt mærke til, og som de kvitterer for i årets erhvervsklimaundersøgelse", udtaler Niels Hermansen, Formand for DI Roskilde Køge Bugt.

De overordnede rammer for at drive virksomhed i Greve Kommune skal være blandt de bedste i landet. Derfor handler erhvervsvenlighed for Greve Kommune om til stadighed at sikre kommunens lokale virksomheder de bedste rammevilkår for vækst og udvikling. Dette skal ske bl.a. gennem attraktive og motorvejsnære erhvervsarealer, en velfungerende infrastruktur, en hurtig, enkel og effektiv kommunal myndighedsbehandling samt tæt dialog og samarbejde mellem kommunen og kommunens virksomheder.

Vi gør en dyd ud af at sætte os i virksomhedernes sted og prøve at imødekomme deres udfordringer. Vi skal forstå, hvordan de tænker, for de er ligeglade med paragraffer – de vil finde en løsning på problemet. Derfor prøver vi at være løsningsorienterede, og det kan vi kun gennem tæt dialog”, siger borgmester Pernille Beckmann.

Det er mål, der forpligter og kræver kontinuerlig udvikling. Derfor arbejder Greve Kommune efter en ambitiøs og resultatorienteret erhvervsstrategi udarbejdet i tæt dialog mellem erhvervslivet og kommunen.