Gå til hovedindhold

Erhvervschefen om seneste måling af kommunens erhvervsliv

IRIS Group har netop offentliggjort den seneste analyse af virksomhedsdynamikken i landets kommuner. Den – sammen med erhvervschefens betragtninger – kan du læse her.

  • Læs op

ErhvervsCentret Greve følger virksomhedernes udvikling tæt. Derfor valgte vi i år at få udarbejdet et ”Vækstregnskab for Greve Kommune”, der er en udvidet analyse af rapporten ”Lokale Erhvervspræstationer”, hvor konsulenthuset IRIS Group rangerer alle landets kommuner på tre indeks inden for 22 indikatorer.

Rapporten er således et røntgenfoto af virksomhedernes udvikling, som baserer sig på et omfattende statistisk faktagrundlag.

Greve ligger højere end regionens gennemsnit, men lidt lavere end vores sammenligningskommuner

Ved første øjekast falder vi selvfølgelig over, at Greve Kommune i 2024 ligger nummer 42 på listen. Det er en tilbagegang på 14 pladser. I 2023 sprang vi ellers fra en plads som nummer 54 til nummer 28.

Greve Kommune ligger stadig noget højere end gennemsnittet for Region Sjælland, men lidt lavere end de stærkeste erhvervskommuner, som vi har bedt om at blive sammenlignet med.

De tre indeks er:

1.      Arbejdspladser, indkomst og produktivitet (placering fra nr. 17 i 2023 til 41 i 2024)

2.      Iværksætteri og vækstvirksomheder (placering fra nr. 27 i 2023 til nr. 29 i 2024)

3.      Eksport (placering fra nr. 59 i 2023 til nr. 58 i 2024).

Det er særligt tilbagegangen på indekset private arbejdspladser, indkomst og produktivitet, som skyldes en tilbagegang i de indikatorer, som måler antallet af højproduktive og lavproduktive virksomheder. Antallet af højproduktive virksomheder har ellers været stigende frem mod 2022, mens andelen af lavproduktive var faldende.

At billedet ændrer sig markant i 2022 med betydeligt fald af højproduktive virksomheder, kalder i høj grad på en negativ eftervirkning af coronaeffekten. Ikke mindst detailhandlen, som er kommunens næststørste målt på fuldtidsbeskæftigelse.

Hertil skal også nævnes, at det er meget små marginaler, som afgør kommunernes placering på dette parameter.

Bygge- og anlægsbranchen er blevet Greves Novo Nordisk

Den største branche målt på antallet af fuldtidsjob i Greve Kommune er bygge og anlæg. Med hele 2.650 årsværk og en specialiseringsgrad på 2,1 fylder branchen dobbelt så meget i Greve Kommune som på landsplan.

Sammen med detail og transport udgør disse tre brancher 52 procent af den samlede private beskæftigelse i kommunen. Det er superflot gået, og samtidig fortæller det os jo, at konjunkturerne for de tre brancher dikterer meget af den samlede erhvervsdynamik i kommunen. Vi oplever fortsat, at vi tiltrækker virksomheder inden for brancherne, fordi Greve ligger centralt med stærk infrastruktur og attraktive erhvervsområder.

Analysen er et brugbart værktøj

Rapporten fra IRIS Group er baseret på et detaljeret faktagrundlag, som hjælper os med at forstå og håndtere de dynamikker, som påvirker vores lokale erhvervsliv. Over en årrække vil statistikkerne give os en indikation af virksomhedsdynamikken og effekterne af den erhvervspolitiske indsats. ErhvervsCentret Greve følger kontinuerligt erhvervsudviklingen og vil fortsat gennem vores handleplaner skabe de bedst mulige betingelser for vores virksomheder til at skabe vækst og arbejdspladser til gavn for hele kommunen.

Er du interesseret i at læse hele analysen, finder du den nedenfor: "Lokale erhvervspræstationer 2024".

 

Morten Dam Jespersen

Erhvervschef

Sidst opdateret: 22. april 2024

Lokale erhvervspræstationer 2024