9. oktober 2018 - Få inspiration til at styrke din karriere som leder

Som leder er du vant til at være på toppen, træffe selvstændige beslutninger og sikre, at medarbejderne når deres mål. Du ved, at din fornemste rolle er at gå forrest, vise vejen og kontinuerligt performe på højt niveau.

Men hvordan sikrer du, at du selv er klar til næste skridt i din karriere og kan få effektiv og kompetent hjælp til at udvikle dine personlige kompetencer?

Det sætter ErhvervsCentret fokus på til et morgenmøde om personlig udvikling og karriereudvikling for ledere.

Hvordan udvikler du dig frem mod nye mål for din karriere?
Til arrangementet møder deltagerne erhvervspsykolog, cand. psych., Christina Kanstrup, der har mere end 20 års erfaring med personlig udvikling af topledere og karriererådgivning fx hos Dansk Industri, i Forsvaret, hos Implement Consulting Group og Right Kjaer & Kjerulf.

Hun har siden 2008 været selvstændig med firmaet Mind Connection, som tilbyder erhvervspsykologisk rådgivning inden for Executive Transition, Executive Development og Executive Career Development.

Hun arbejder både med lederudvikling, udvikling af lederteams, direktioner og bestyrelser og med opsagte ledere. Christina har lige udgivet ledelseshåndbogen ”Du er fyret – Tillykke! Executive Transition – Din nye begyndelse”.

På morgenmødet i ErhvervsCentret vil hun dele rundhåndet ud af sin viden om karriereudvikling for ledere og personlig udvikling, når man som leder er i krise. Hun vil tage udgangspunkt i konkrete cases eksemplificeret med teorier, metoder, personlige udviklingsprocesser og psykologiske reaktionsmønstre. Der vil blive rig mulighed for at stille spørgsmål.