Borgmester: Lokal erhvervsservice skal fastholdes og ikke centraliseres

pernille-beckmann.jpg

Pernille opfordrer politikerne til at bevare lokal forankring af erhvervsfremmearbejdet. God lokal erhvervsservice handler for kommunen om at sikre en tæt dialog med virksomhederne og finde løsninger på deres behov. Det sker i høj grad via relationer, der opbygges i 1:1-vejledningen lokalt. 

Forenklingsudvalget for Erhvervsfremme har anbefalet, at kommunerne ikke længere skal stå for den lokale erhvervsservice til nye iværksættere og etablerede virksomheder. Det bekymrer Greves borgmester Pernille Beckmann. Hun advarer mod at fjerne den lokale erhvervsservice, der i dag sikrer, at lokale borgere, nyetablerede iværksættere og erfarne selvstændige erhvervsdrivende gratis og uforpligtende kan henvende sig og få vejledning og information om etablering, drift og udvikling af deres forretning i det lokalsamfund, de er en del af. 

Forenklingsudvalget har lagt op til en centralisering af erhvervsfremmearbejdet. Men ved at fjerne den lokale forankring, bliver det langt sværere for både kommuner og lokale virksomheder at bevare den direkte dialog om at skabe vækst og udvikling i lokalområdet. Kommunerne skal fortsat kunne yde 1:1 vejledning, og den kommunale erhvervsservice skal ikke begrænses ved lov, mener Pernille Beckmann.

- Vi går ind for et mere forenklet erhvervsfremmesystem. Men kommunerne skal fortsat have en central rolle i erhvervsfremmeindsatsen. Vi ønsker at fastholde dialogen og den tætte relation, som vi opbygger bl.a. gennem 1:1-vejledningen. Det giver os et værdifuldt og dybdegående indblik i, hvad der rører sig hos vores iværksættere og virksomheder, og hvad deres behov er. Denne viden er vores hjerteblod, vi bruger som input i vores daglige arbejde med at skabe gode rammevilkår i kommunen. Vores viden fra vejledningen er et vigtigt værktøj, vi også bruger til at bygge bro mellem erhvervslivet og vores skoler, interesseorganisationer samt til private og offentlige aktører i og udenfor hele erhvervsfremmesystemet, siger Pernille Beckmann.

Lokal erhvervsservice i Greve Kommune har allerede bevist sit værd
Greves borgmester sætter pris på, at den lokale erhvervsservice allerede har skabt resultater og båret frugt. Eksempelvis viser den seneste VækstVilkår Greve 2017 analyse, udarbejdet af Center for Vækstanalyse for Vækstforum Sjælland, at de lokale virksomheder har været gode til både at tjene penge og skabe nye private job i kommunen. Den viser også, at overlevelsesraten for iværksættere i Greve Kommune er høj. De sidste ti års iværksætteri har skabt mere end 16% af de eksisterende job i lokalområdet.

- Vi har som kommune en interesse i at gøre livet nemmere for vores virksomheder, så de trives og skaber nye arbejdspladser, og det er vi lykkedes med. VækstVilkårGreve 2017 analysen dokumenterer, at vores erhvervsliv trives og vokser. Vi frygter, at en række af vores iværksættere og virksomheder ikke vil gøre brug af de mange tilbud i erhvervsfremmesystemet, hvis det ikke længere er forankret lokalt, siger Pernille Beckmann.

Hun frygter, at både den mentale og fysiske afstand bliver en barriere, hvis den lokale erhvervsservice nedlægges, og iværksætterne og de små virksomheder skal køre langt for at få vejledning af en aktør, der ikke selv er forankret i det lokalområde, hvor de driver forretning.

Lokal synliggørelse af de mange tilbud i erhvervsfremmesystemet
Greves borgmester er stolt over, at udførelsen af den lokale erhvervsservice i dag genererer en masse synergi og positiv omtale af de lokale erhvervsdrivende især i de lokale medier. Det er med til at synliggøre gode rollemodeller og give inspiration til andre lokale virksomheder:

- Formidlingen af de mange succeshistorier om lokale iværksættere og virksomheder på print, digitalt og på de sociale medier er vigtig. Det er med til at sikre, at borgerne og virksomhederne kender til alle de tilbud, der findes i hele erhvervsfremmesystemet, også det regionale. Lokalaviserne og vores lokale nyhedsbrev er vigtige kanaler til at holde vores erhvervsliv godt informeret. Brandingen af virksomhederne over for borgerne er også med til at styrke fællesskabet i nærmiljøet, siger Pernille Beckmann.  

Forenklingsudvalgets fulde rapport kan ses på Erhvervsministeriets hjemmeside: http://em.dk/nyheder/2018/04-06-forenkling-af-erhvervsfremmesystemet

Flere oplysninger: Kontakt Pernille Beckmann i Greve Kommune: 50582526, Tina Charlotte Koeffoed, Erhvervs- og turistchef, ErhvervsCentret: Mobil: 21305004, mail tck@greve.dk eller Birgit Schaldemose Norman: Direkte: 36915249/Mobil: 22887022, bsn@greve.dk

 

Kontakt

Birgit Schaldemose Norman
Korskildelund 6
2670 Greve
Tlf.36 91 52 49
bsn@greve.dk