Greveiværksætters nye bog om fundraising skal give succes med støtte

Marianne Bigum ny bog.jpg

Marianne Bigum, der er selvstændig fundraiser med kontor i ErhvervsCentret, glæder sig over, at der er efterspørgsel efter den nye bog om fundraising, hun har udgivet sammen med sin kursusmakker.

Marianne Bigum, der på syvende år er selvstændig fundraiser med kontor i ErhvervsCentret, kan nu også kalde sig forfatter. Hun har sammen med sin kursusmakker lige før påske udgivet en praktisk håndbog om at få succes med fondsansøgninger. Den skal give erfarne som helt uerfarne fondsansøgere indsigt og værktøjer til at skrive en god projektansøgning og guide dem sikkert gennem hele processen, så de har de bedste forudsætninger for at få støtte til deres projekt. 

Bogen ”Få succes med fundraising” er skrevet på baggrund af Marianne Bigums praktiske erfaringer med fundraising både fra hendes tid i Nordea-fonden og som selvstændig fundraiser med firmaet Bigum Consult. Bogen er skrevet i samarbejde med Malene Stub Selmer fra Ry, der også er selvstændig konsulent.

- Bogen er blevet til på baggrund af vores mange års erfaring med spændende projekter, som vi har hjulpet med at søge støtte til. Vi har også afholdt flere end 20 åbne dagskurser for foreninger, institutioner og virksomheder, der gerne vil søge fondsstøtte til almennyttige projekter. Vi er blevet inspireret af, hvad deltagerne typisk spørger om på vores kurser, og hvad det er for værktøjer, der virker i praksis, fortæller Marianne, og hun uddyber: Vi har skrevet en slags kogebog med "opskriften" på et godt projekt, som fondene gerne vil støtte. Vi vil gerne give flere ildsjæle mod på at skrive gode ansøgninger og bidrage til, at de får udviklet bedre projekter sammen med de rigtige partnere. Uanset om de arbejder med et stort projekt til flere millioner eller et mindre projekt. Alle projekter er forskellige. Men mange af de overvejelser, som de skal gøre, er de samme for alle.  

Masser af praktiske tips og gode råd i håndbogen
Bogen kan købes hos udvalgte boghandlere og på nettet. Der kommer også en e-bogs-udgave af bogen, så interesserede kan få øjeblikkelig adgang. Budskabet i bogen er, at det vigtigste er at forberede sig rigtig godt for at sikre en sund udvikling af projektet, inden ansøgningen sendes ind.

- Vi anbefaler altid, at fondsansøgerne fokuserer på, hvilken forskel projektet vil gøre, og hvorfor det er vigtigt. Der er desværre mange ansøgninger, der ikke er skarpe på dette punkt. Og så er der mange, der ikke får lavet en ordentlig analyse af relevante interessenter. Det betyder, at de ikke får fundet de rigtige samarbejdspartnere til deres projekt, og det øger risikoen for at få et afslag på støtte, vurderer Marianne, der har skrevet det meste af bidraget til bogen på kontoret, som hun deler sammen med to andre selvstændige i ErhvervsCentret.

- Ofte har jeg smækket høretelefoner på for at høre noget musik, der hjælper mig med at koncentrere mig og for at signalere: "denne kvinde arbejder". Eller jeg har siddet til hen på aftenen. Jeg koncentrerer mig godt sidst på eftermiddagen og først på aftenen. Jeg har været mest optaget af formidlingen af det faglige stof. Jeg sparrer hver dag med mine kontormakkere om alt muligt praktisk, fagligt, fx om salg og branding. Det giver energi og inspiration at dele kontor med andre ligesindede. Og vi kan også godt sige stop til hinanden, når tingene løber af med en af os, fortæller Marianne, der er blevet overvældet over den respons hun fik, da hun skrev om bogudgivelsen på de sociale medier.

- Det er både sjovt og hårdt at skrive en bog. Vi har haft meget stof, vi ville have med. Men vi har pålagt os selv at skrive kort. Selve skriveprocessen har ikke været så slem. Men opsætningen og alt det praktiske med at være udgiver kræver, at man sætter sig ind i en masse nye ting. Det var en god belønning at få alle de positive kommentarer på Facebook og LinkedIn, erkender Marianne med et smil, der når helt op til øjnene, fordi salget af bogen allerede går fornuftigt.

Bogen kan bestilles her: 

https://bigumconsult.dk/fundraisinghaandbogen/ 

Flere info: Kontakt Tina Charlotte Koeffoed, Erhvervs- og turistchef, ErhvervsCentret: Direkte: 21 30 50 04 og mail tck@greve.dk eller Birgit Schaldemose Norman: Direkte: 36915249/Mobil: 22887022, bsn@greve.dk

Kontakt

Birgit Schaldemose Norman
Korskildelund 6
2670 Greve
Tlf.36 91 52 49
bsn@greve.dk