Lille dansk bryghus flytter fra Køge til Greve for at vækste

Alefarm Brewing Kasper og Britt.jpg

Kasper Tidemann glæder sig til at få Alefarm Brewing til at vokse endnu mere. Han har lige ansat to nye brygmestre og ser en meget stor fremtid for bryghuset i de nye rammer i Greve. Ambitionen er, at virksomheden i 2019 skal fordoble medarbejderstaben, omsætningen og udstyret. 

Nyetablerede virksomheder i Greve Kommune skaber i stigende omfang private fuldtidsjob. Det gavner den erhvervsøkonomiske udvikling i kommunen. Fra 2014 til 2017 skabte iværksættervirksomheder i gennemsnit 2,1 fuldtidsværk. Det viser en ny vækstanalyse fra IRISGROUP. Det lille bryghus Alefarm Brewing med fem medarbejdere er en af de nye iværksættervirksomheder, der lige er flyttet til Greve for at få mere plads til at vækste.

Alefarm Brewing har gennem de senere år udvidet produktionen og voksede ud af rammerne i Køge på Harekærvej, hvor bryggeriet siden etableringen i 2015 lejede sig ind i en bygning på 381 m2. Fra nytår flyttede virksomheden fra Køge til Greve for at kickstarte et væksteventyr i lejede lokaler på Lunikvej 2.

- Vi er glade for at være flyttet til Greve. Det er let at komme hertil via motorvejen, og det er tæt på København. Vi har fundet det helt rette sted til vores bryggeri. Der er masser af plads til alt vores udstyr, som fylder meget og har kostet mange timer at lære at kende og mange penge at få sat op. Her kan vi udvide af flere omgange, og der er højt til loftet både mentalt og fysisk, fortæller 34-årige direktør og medindehaver Kasper Tidemann. Han uddyber: Vi er faldet godt til. Vi har fået en god behandling af Greve Kommune. Når du arbejder med fødevarer, skal du overholde en masse regler og søge om tilladelser hos kommunen. Vi har været i kontakt med nogle søde folk i den forbindelse. Vi har også haft besøg af to hold elever fra Greve Gymnasium, der har faget erhvervsøkonomi. Det var en fornøjelse af mærke de unges interesse for iværksætteri, mener Kasper, der tidligere har arbejdet som selvstændig softwareudvikler i USA og også undervist på CBS, hvor han blev kåret som årets underviser.   

Alefarm Brewing skal vokse til dobbelt størrelse i Greve
I de nye rammer har bryghuset fået 1.297 m2 at boltre sig på, når humlen fra Washington blandes med malt og fx danske kirsebær eller hindbær og tilsættes vand, der skal varmes op og hældes i tanke på 2.400 liter. Her gærer og bobler det hele under højt tryk for senere at ende i halvliters dåser forsynet med fantasifulde og ofte farvestrålende etikker på. I dag sælger bryggeriet 172.600 liter øl om året. 95% af produktionen går til eksport. I Greve er der plads til at realisere en ambition om at fordoble medarbejderstaben, omsætningen og udstyret inden udgangen af 2019. Det vurderer Kasper og hans hustru Britt van Slyck, som blev hentet ind i firmaet som projektleder på fuld tid for et år siden.

- Vi drømmer om at vokse til dobbelt størrelse. Vi har aldrig haft problemer med at sælge vores øl. Vi afsætter alt, hvad vi producerer. Kun en lille del går til det danske marked, hvor vi stadig er ret ukendte. Men i Frankrig, Holland, Spanien og England er vores brand hypet og eftertragtet. Vi er kommet godt fra start med bryggeriet, fordi vores produkt blev godt modtaget på ølfestivaler i USA. Vi kom i kontakt med forskellige distributører, der kunne lide smagen af vores øl og gerne ville sælge den, fortæller Kasper, der glæder sig til at byde to nye bryggere velkommen i firmaet til marts 2019.

Bryghuset eksperimenter med øl hele tiden
Alefarm Brewing er kendt for at have et bredt udvalg af øl og hele tiden lancere nye øl i begrænsede mængder. På otte måneder har bryghuset produceret 65 forskellige øl med en gennemsnitlig omsætning på en halv million kroner om måneden. Opskrifterne, navnene og etikkerne udvikles af Kasper og det lille team. 

- Vi synes, det er sjovt at arbejde med øl, og vi kan rigtig godt lide at eksperimentere og finde frem til nye smagsvarianter med fx citrus eller passionsfrugt. Vi går meget op i at finde ingredienserne og udvikle en smag, der giver vores kunder mindeværdige oplevelser. Vi sparer ikke på råvarerne, og vi sælger kun øl, som vi selv kan lide. Vi er faktisk ret stolte af de øl, vi producerer, og vi får mange gode anmeldelser i udlandet, understreger Kasper, der gerne vil optimere produktionen yderligere, så bryggeriet kan producere endnu mere øl. 

Forbereder tap room og åbent hus event
Kasper er ved at forberede et tap room i de nye lokaler. Det skal indrettes med en bar og et opholdsområde med køleskabe, der er forsynet med det nyeste udvalg af øl til takeaway. Han håber, at det lokale erhvervsliv og borgere i lokalområdet vil tage godt imod det nye tap room, når bryghuset i løbet af foråret holder en event med åbent hus. Her bliver der rig lejlighed til at få en rundvisning, en øl og en snak med brygmesteren i gummistøvler og andre virksomheder og borgere fra lokalområdet.      

Læs hele undersøgelsen fra IRISGROUP her: https://irisgroup.dk/vaekst-og-vaekstvilkaar/

Billedtekst: Direktør og medindehaver af Alefarm Brewing, Kasper Tidemann, glæder sig til at få bryggeriet til at vokse endnu mere. Han har lige ansat to nye brygmestre og ser en meget stor fremtid for bryghuset i de nye rammer i Greve. Ambitionen er, at virksomheden i 2019 skal fordoble medarbejderstaben, omsætningen og udstyret. Bryggeriet er et af landets mest hypede blandt ølnørder verden over og måske også det mest ukendte bryggeri i den brede danske befolkning. 

Flere oplysninger: Kontakt Tina Charlotte Koeffoed, Erhvervs- og turistchef, ErhvervsCentret: Direkte: 21 30 50 04 og mail tck@greve.dk eller Birgit Schaldemose Norman: Direkte: 36915249/Mobil: 22887022, bsn@greve.dk

 

Kontakt

Birgit Schaldemose Norman
Korskildelund 6
2670 Greve
Tlf.36 91 52 49
bsn@greve.dk