Ny turistbrochure om Greves seværdigheder er udkommet

Turistbrochure Forside.jpg

Greves nye turistbrochure ’Oplev Greve 2019-2020’ kan fås hos Greves turistbureau på Greve Marina, på biblioteker og ved forskellige attraktioner i Greve. Den distribueres også til øvrige turistkontorer i Danmark og Sverige.

Varmen og sommersolen er ikke kommet til Danmark endnu. Det er til gengæld Greves nye turistbrochure, der igen i år giver mange ideer til, hvordan borgere samt danske og udenlandske turister i alle aldre kan få en række spændende oplevelser i Greve Kommune. Brochuren ’Oplev Greve 2019-2020’ udkommer på både dansk, engelsk og tysk.

Greves erhvervs- og turistchef Tina Charlotte Koeffoed glæder sig over at den nye turistbrochure er på gaden. Den fortæller historien om de mange herligheder og tilbud, som Greve har at byde på. Der er eksempelvis mange stemningsindtryk af Greve om sommeren.

- Vi vil gerne synliggøre, at Greve har en smuk natur og mange spændende attraktioner og tilbud til både borgere og gæster udefra. Der er noget for enhver smag – både for børn, unge, midaldrende og ældre. Vores kommune byder på grønne områder med skov, strand, landsbyer og to hyggelige havne samt spændende indkøbscentre samt en flot strandvej med restauranter og specialbutikker samt flere interessante kulturelle og kulturhistoriske oplevelser på vores museer samt i vores egen store biograf i shoppingcentret Waves og Portalen, siger Tina Charlotte Koeffoed.

Greve har oplevelser til alle  
Turistbrochuren rummer fx et afsnit om Greves otte kilometer lange sandstrand og de hyggelige havnemiljøer i Greve Marina og Mosede Havn. Brochuren giver også et kig ind i den verden, man træder ind i ved at besøge Greve museum og Mosede Fort, Danmark 1914-18. I brochuren er der igen i år også et afsnit om Greves otte kirker.

Brochuren informerer desuden om praktiske oplysninger vedrørende shopping, overnatningssteder, kunst- og kulturattraktioner, nyttige telefonnumre m.m. Endvidere giver brochuren inspiration om attraktioner, der er værd at besøge i København og nabokommunerne.

- Når du er Greve, er du tæt på alt. Du kan hurtigt komme rundt til alle seværdigheder i kommunen, ligesom du også kan komme nemt rundt til andre attraktioner på hele Sjælland, pointerer Tina Charlotte Koeffoed. 

Brochurens oplag er på 20.000 eksemplarer. Den udsendes til alle danske og en række svenske turistbureauer samt campingpladser og øvrige overnatningssteder og besøgsmål. Den vil desuden være til fri afhentning hos turistbureaet på Greve Marina, VisitGreve i ErhvervsCentret og øvrige relevante lokalsteder. Endvidere er brochuren tilgængelig på VisitGreves hjemmeside www.visitgreve.dk, hvor der findes yderligere information om Greves mange oplevelser.

Mange har fået øje på Greve som turistdestination
Det glæder også Tina Charlotte Koeffoed, at flere og flere har fået øje på Greve som turistdestination og søger informationer via VisitGreves hjemmeside. Statistikken for besøgende viser, at hjemmesiden VisitGreve i juli 2018 har haft 16.286 besøgende. Sidste år samme måned var tallet på 3.845 besøgende.

Turismeområdet står i øvrigt over for en forandring, da Folketinget i december 2018 har vedtaget en ny lov om turisme. Hvordan den kommer til at berøre Greve Kommunes turistindsats er ikke helt faldet på plads endnu.

Billedtekst: Greves nye turistbrochure ’Oplev Greve 2019-2020’ kan fås hos Greves turistbureau på Greve Marina, på biblioteker og ved forskellige attraktioner i Greve. Den distribueres også til øvrige turistkontorer i Danmark og Sverige.

Flere oplysninger: Kontakt Tina Charlotte Koeffoed, ErhvervsCentret på mobil: 21305004 eller mail: tck@greve.dk eller Birgit Schaldemose Norman, ErhvervsCentret på mobil: 22887022 eller mail: bsn@greve.dk

 

Kontakt

Birgit Schaldemose Norman
Korskildelund 6
2670 Greve
Tlf.36 91 52 49
bsn@greve.dk