Støberiet i Greve har overlevet krisen ved at 'stramme kæden'

Metalstøberi Bjerregaard Nielsen 451x220

Kontakt

Birgit Schaldemose Norman
Korskildelund 6
2670 Greve
Tlf.36 91 52 49
bsn@greve.dk

Hvad mange nok ikke ved, gemmer et af Greves industriområder på et familiedrevet støberi på Agenavej i Greve med speciale i kvalitetsstøbegods i letmetal. Støberiet har overlevet krisen og vil stadig kæmpe videre for at holde det gamle håndværk i hævd – og om noget tid med en ny generation ved roret. Som en del af Greves vækstpolitik har støberiet lige haft virksomhedsbesøg.

Metalstøberiet Bjerregaard Nielsen blev grundlagt i 1946 og beskæftiger i dag 23 medarbejdere. Virksomheden flyttede til Greve fra Glostrup for 10 år siden. For nylig havde ejeren Jørgen Thøgersen samt hans hustru og sønner, der også arbejder i firmaet, besøg af Greves borgmester, kommunaldirektør, formand for Vækst og beskæftigelsesudvalget samt Greves erhvervs- og turistchef. De fik bl.a. en snak om, hvordan støberiet er kommet gennem krisen blandt andet ved at deltage i et projekt med Dansk industri, der hedder Stram Kæden. For støberiet blev som så mange andre danske virksomheder tvunget til at kigge på, hvordan virksomheden kunne effektivisere sine arbejdsgange og øge produktiviteten. Men i dag trives virksomheden i Greve, selvom støberiet stadig kan mærke efterdønningerne fra krisen. Derudover står virksomheden over for en økonomisk udfordring med at foretage et generationsskifte til sønnerne, der i dag er afdelingsledere i henholdsvis støberiet og efterbearbejdningen.

- Vi er glade for at drive virksomhed her i Greve, selvom det ikke altid er lige nemt at holde et gammelt håndværk i hævd og lade næste generation overtage. Vi har som så mange andre familiedrevne virksomheder haft svært ved at sige farvel til nogle af vores dygtige og loyale medarbejdere under krisen. Det gjorde ondt. Når man er en mindre virksomhed, føler man sig jo som en familie. Men vi har mange gode og loyale kunder. Og vi tror fuldt og fast på, at vi vil vokse igen og genansætte og finde en økonomisk løsning, så vores sønner kan overtage firmaet, fortalte indehaver og direktør Jørgen Thøgersen over en kop kaffe på virksomhedsbesøget.

Vil satse på højteknologiske og skræddersyede opgaver
Det er særligt de mere komplekse og kompetencekrævende støbeopgaver, som støberiet Bjerregaard Nielsen tjener penge på og vil satse på fremover.

- Det er svært at hamle op med kineserne og inderne, der kan masseproducere helt enkle opgaver billigere end os. Den største udfordring for os er de høje produktionsomkostninger. Men omvendt har vi en styrke i at have nogle erfarne værktøjsmagere og maskinmedarbejdere, der kan deres kram, hvad enten arbejdet udføres efter 3D filer modtaget fra kunderne eller efter 2D tegninger, skitser og prototyper, understregede Jørgen Thøgersen.

Under besøget fik gæsterne fra Greve Kommune en rundvisning på værkstedet, hvor de 550 grader varme støbte aluminiumselementer, efter køling, slibes, files, efterbearbejdes, pudses og forvandles til blandt andet udendørslamper, elektronikkasser, beslag m.m. På turen rundt mellem fræsemaskiner, drejebænke og store kasser med aluminium kunne gæsterne konstatere, at støberiet hverken ryger, støjer eller sviner.

Støberiet bruger i dag 250 tons aluminium årligt og råder over 4000 kvadratmeter produktionslokaler, 10 elektriske smelteovne samt manuelt styrede støbemaskiner og 10 CNC styrede maskiner til efterbearbejdning.

Billedtekst: Støberiet Bjerregaard Nielsen flyttede for 10 år siden fra Glostrup til Greve. Ejeren Jørgen Thøgersen og hans hustru Lene glæder sig til at trække sig lidt tilbage og overlade den daglige drift til sønnerne Henrik og Kristian.

Flere oplysninger: Kontakt Tina Charlotte Koeffoed, ErhvervsCentret: Mobil: 21305004, tck@greve.dk eller Birgit Schaldemose Norman, ErhvervsCentret: Mobil: 22887022, bsn@greve.dk