Fokus på velfærdsudfordringer og arbejdskraften
En lærer, en pædagog og en socialrådgiver holdt oplæg for HF-studerende på Greve Gymnasium for at øge kendskabet til tre af de job, der mangler arbejdskraft til.

Nicolai er folkeskolelærer på en af vores lokale skoler.
Gymnasier er forpligtede til at hjælpe deres elever med at blive klogere på, hvad de ønsker at foretage sig efter ungdomsuddannelsen.
På Greve Gymnasium har de blandt andet valgt at fokusere på de store velfærdsudfordringer ift. arbejdskraft ved at vise deres HF-studerende, at der er mange gode uddannelses- og jobmuligheder inden for job, der er vigtige for velfærden.
"Projektpraktik" skal øge kendskabet til meningsskabende job
Greve Kommune og Greve Gymnasium har derfor indgået et samarbejde, hvor eleverne får øget deres kendskab til jobbene: dels ved et oplæg som her, hvor de får besøg af en folkeskolelærer, en pædagog og en socialrådgiver, dels ved at HF-eleverne kan søge om to dages praktikophold på kommunale arbejdspladser for derigennem at få indblik i jobfunktioner, der kan være relevante for deres fremtidig uddannelse og job.
Om at øge kendskabet til de meningsskabende job udtaler:
Tina Nybye, pædagog
Jeg vil gerne præsentere en branche, hvor der er høj faglighed og stor mulighed for at arbejde inden for mange forskellige områder både børn, unge og gamle og inden for specialområdet. Det er vigtigt at fortælle, at vi hver dag støtter mennesker i deres trivsel og udvikling. Det er et job, hvor vi gør en forskel!
Dina Grauslund, socialrådgiver
Det bedste ved mit job er at møde sårbare børn og familier, være nysgerrig på deres situation og derved prøve at hjælpe til at sikre dem en støtte, så de kan komme godt videre. Socialrådgiveruddannelsen åbner mange døre, da det er en uddannelse med mange jobmuligheder. En socialrådgiver kan arbejde mange steder herunder i offentlige forvaltninger, sygehuse, fagbevægelsen, handicap- og pensionsorganisationer og hjælpeorganisationer.
Projektets formål
Projektets overordnede formål er at hjælpe HF-studerende med at vælge videre vej i livet ift. uddannelse og job og dels at fremrykke kommunens rekruttering til ungdomsuddannelser. Projektet forventes at levere
- En plan for informationsindsatsen om to dages praktik, der gennemføres i november måned 2023.
- Sparring og forventningsafstemning med de personer, der forestår information og dialog med HF-eleverne.
Med to dages praktik på 2. HF-år får den unge et indblik i konkrete mulige fremtidige jobs. Praktikken er et supplement til besøg på professionshøjskolen Absalon i Roskilde, hvor de studerende får information om professionsuddannelser. Begge dele foregår i november 2023.
Efter de to praktikdage skal de studerende skrive om deres refleksioner over egne ønsker til uddannelse med afsæt i praktikken, evt. erhvervsarbejde og personlige styrker og interesser.
Har du spørgsmål til projektet? Eller måske lyst til at bidrage som praktiksted til november?
Så skriv til ec@greve.dk.
Sidst opdateret: 24. april 2023