Ishøj Mekaniske inspirerer unge i Greve til at gå industrivejen

IMG 1207 3

Ishøj Mekaniske hædret med flot pris. Virksomheden har modtaget DI Roskilde/Køge Bugts regionale praktikpladspris for 2020, fordi de har en stor del af æren for, at flere unge i Greve Kommune vælger en erhvervsfaglig uddannelse og søger job i industrien.

Ishøj Mekaniske A/S har en stor del af æren for, at flere unge i Greve tager en erhvervsfaglig uddannelse og søger job i industrien.

Den avancerede maskinfabrik på Geminivej gør en stor indsats for at styrke lokale folkeskoleelevers viden om jobmulighederne, hvis de tager en erhvervsfaglig uddannelse og har i årevis, sammen med andre lokale virksomheder, taget et stort ansvar for at uddanne lærlinge. Det vidner procenterne om, idet 19,8 procent af eleverne fra 9. og 10. klasse i Greve Kommune i år har valgt at tage en erhvervsuddannelse. Det er en stigning på 3,6 procentpoint i forhold til 2019.

–Direktør Allan Rasmussen åbner døren for de unge, så de ved selvsyn kan se, at et job i industrien skaber attraktive karrieremuligheder. Indsatsen har inspireret andre virksomheder i lokalområdet. Derfor er de den helt rigtige vinder af DI Roskilde/Køge Bugts praktikpladspris, siger formand for DI Roskilde/Køge Bugt Carsten K. Jensen.

IMG 1184
Der er formanden for DI Roskilde/Køge Bugt Carsten K. Jensen, borgmester Pernille Beckmann og prismodtageren, adm. direktør Allan Rasmussen.

Greves borgmester, Pernille Beckmann, glæder sig over engagementet hos Ishøj Mekaniske.

–Det overrasker mig ikke, at DI vælger at ære Ishøj Mekaniske med den fine pris. Det er så velfortjent. I de år jeg har kendt IM som lokal virksomhed i Greve, har de påtaget sig et kæmpe socialt ansvar for at uddanne flere unge. Det er godt for de unge, og det er godt for samfundet. De seneste år har virksomheden ydermere ved flere lejligheder åbnet døren for folkeskoleelever i lokalområdet og adm. direktør Allan Rasmussen har holdt oplæg på kommunens skoler og deltaget i vores Åben Skole-projekt. Jeg ved, at Ishøj Mekaniske og Allan Rasmussen, har inspireret flere elever til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse netop fordi disse flerstregede indsatser har fyldt et vakuum i skolerne, hvor vi ofte har savnet indblik i, hvad man kan blive inden for de erhvervsfaglige fag, siger Pernille Beckmann.  

Danmark fattes faglærte

DI uddeler for andet år i træk en praktikpladspris til 25 medlemsvirksomheder over hele landet, der gør en særlig indsats for at uddanne fremtidens faglærte.

I omegnen af hver femte virksomhed i de brancher, DI repræsenterer, har problemer med at rekruttere faglærte medarbejdere og den udfordring bliver kun større i fremtiden, når et stort antal ældre medarbejdere går på pension. Derfor er det afgørende, at virksomheder flere virksomheder gør som Ishøj Mekaniske og opretter flere praktikpladser til lærlinge og elever.

Om Ishøj Mekaniske A/S

Ishøj Mekaniske er en ejerledet virksomhed i tredje generation, som har eksisteret i syv årtier. Der er 11 ansatte og løbende to fast tilknyttede lærlinge. Virksomheden har en stor ekspertise inden for CNC-fræsning og drejning af mikro, små og mellemstore præcisionsemner til alt fra mikrofoner, høreapparater, vindmøller, vandbehandlingsanlæg med videre.

Billedtekst topbillede: Der er borgmester Pernille Beckmann, prismodtageren, adm. direktør Ishøj Mekaniske, Allan Rasmussen, Jes Lerche Ratze fra DI og formanden for DI Roskilde/Køge Bugt Carsten K. Jensen.

Flere oplysninger: Kontakt erhvervs- og turistchef, Tina Charlotte Koeffoed, ErhvervsCentret: Direkte: 2130 5004 og e-mail tck@greve.dk eller Anett Kristensen: Direkte: 3691 5249 I Mobil: 2245 1265 og e-mail: atk@greve.dk.

IMG 1200

DI Roskilde/Køge Bugts regionale praktikpladspris 2020

IMG 1173 (1)

Taler til prismodtageren

Både Greves borgmester, Pernille Beckmann og formanden for DI Roskilde/Køge Bugt, Carsten K. Jensen, holdt tale for vinderen af Praktikpladspris 2020.