Kørelærer drømmer om bæredygtighed i køreskolebranchen

PHA Køreskole1

Der blev lyttet interesseret til kørelærer Peter Højen Andersens ambitioner om en mere miljøvenlig køreskolebranche, da borgmester Pernille Beckmann, kommunaldirektør Claus Thykjær og udvalgsformand Morten Dahlin besøgte PHA Køreskole.

Der blev talt om alt fra kø til køreprøver, bæredygtighed på køreskolerne og gammel elevfest, da borgmester Pernille Beckmann, kommunaldirektør Claus Thykjær og udvalgsformand Morten Dahlin besøgte PHA Køreskole

Der er ikke noget nyt i, at der ofte er kø til både teori- og køreprøver, særligt på Sjælland. Men forårets nedlukning og sommerferie perioden har medført et ekstra pres og endnu længere køer.
Peter Højen Andersen, kørelærer og indehaver af PHA Køreskole, tager dog udfordringerne med et smil.

- Det er klart, at hele coronasituationen har sat den sædvanlige proces lidt i stå, og nu er vi samtidig ramt ind i, at de køresagkyndige selvfølgelig også gerne har villet holde deres sommerferie. Men det ville da være dejligt, hvis vi på Sjælland kunne have det samme udbud af prøver, som de har i de øvrige dele af landet. Mht. godkendelse af elevernes ansøgninger, har jeg har et rigtig godt samarbejde med Greve Kommune og oplever hurtige svartider, siger Peter Højen Andersen.

Til gengæld er Peter Højen Andersen stødt på en anden og større udfordring, nemlig bæredygtighed på køreskolerne. Til hverdag forsøger han så vidt muligt at genbruge papiret i forbindelse med tests, men han mener også, at det vil gøre en endnu større forskel, hvis han – og de øvrige kørelærere - kunne skifte deres diesel- og benzinbiler ud med el- eller hybridbiler.

- Som kørelærer kører jeg måske knap 70.000 km skolekørsel om året i min bil. Når jeg kører alene kan jeg køre 20-25 km/l, men når det er skolekørsel ryger vi helt ned på 13-15 km/. Og det er vi ca. 1400 kørelærere på landsplan, der gør, siger Peter Højen Andersen.

 

Ingen automatgear til køreprøven
Peter Højen Andersen har været ud og kigge på en hybridbil, men er alligevel tilbageholden. Årsagen er, at hybridbiler har automatgear.

- Som reglerne er i dag, må du ikke køre i en bil med manuelt gear, hvis du går til køreprøve i en bil med automatgear. Det betyder altså, at alle mine elever skal op til en ekstra prøve – eller kun må køre automatgear – hvis jeg investerer i en mere bæredygtig bil, siger Peter Højen Andersen.

Selvom det bliver mere udbredt med automatgear i privathjem, og en hybridbil vil kunne bruges i forbindelse med generhvervelse af kørekort, håber Peter Højen Andersen alligevel, at man i fremtiden kan se på at ændre reglerne for køreskolebiler med automatgear.

- Jeg har haft en del elever, der har taget kørekort i USA, og fordi de primært kører med automatgear i USA, skal eleverne op til en ny prøve herhjemme. Fordi de allerede har lært at færdes i trafikken, kan de slappe mere af og koncentrere sig om gearene, og min erfaring er, at de lærer det meget hurtigt, fortæller Peter Højen Andersen.

Borgmester Pernille Beckmann lytter interesseret til Peter Højen Andersens indspil omkring, hvad der skal til for at gøre en branche som køreskoler mere bæredygtig og miljøvenlig.

- Det er altid inspirerende at komme ud og besøge vores lokale virksomheder for at høre, hvad der rører sig hos dem. Når der så samtidig er tale om en virksomhed, der tænker innovativt og kommer med løsningsforslag, der kan bidrage til et øget miljøfokus i en hel branche, bliver det særlig interessant og en fornøjelse at være på besøg, siger borgmester Pernille Beckmann.

PHA Køreskole
Som reglerne er i dag, må du ikke køre i en bil med manuelt gear, hvis du går til køreprøve i en bil med automatgear. Det betyder altså, at alle mine elever skal op til en ekstra prøve – eller kun må køre automatgear – hvis jeg investerer i en mere bæredygtig bil, siger Peter Højen Andersen.

Gammel elevfest er udskudt
Peter Højen Andersen er egentlig uddannet maskinmester og har tidligere arbejdet som afprøvningsteknikker i metalindustrien. Det ligger umiddelbart langt fra tilværelsen som kørelærer, og måske netop derfor, har Peter valgt at skifte retning.

- Langt de fleste kørelærere har skiftet karriere. For mig handlede det blandt andet om at få noget mere fleksibilitet og frihed i hverdagen, og så er der en enorm stor glæde i at se eleverne bestå og komme ud med et kørekort i hånden, siger Peter Højen Andersen, der i år kan fejre 10 års jubilæum som kørelærer.

I løbet af sine 10 år som kørelærer, har PHA Køreskole har haft omkring 800 elever til køreprøve, og selvom det kan knibe med navnene, husker han hver og en.

- Man får en særlig kontakt til de unge mennesker, og i løbet af de mange køretimer kommer man ind i deres verden og lærer dem at kende. Jeg kan ikke altid huske deres navne med det samme, men jeg ved, hvem de er, når jeg ser dem. Også selvom det er flere år siden, de tog kørekort, fortæller Peter Højen Andersen og fortsætter:

- Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville invitere til gammel elevfest for at fejre mit jubilæum, men da jeg ikke ved, om der vil komme 12 eller 800, har jeg valgt at udskyde det, til coronasituationen ser lidt bedre ud.

Flere oplysninger: Kontakt kommunikations- og markedsføringskonsulent Anett Kristensen: Direkte: 3691 5249 I Mobil: 2245 1265 og e-mail: atk@greve.dk.

Kontakt

Kitt Ambæk Henriksen
Korskildelund 6
2670 Greve
Tlf.3691 5003
kah@greve.dk

PHA Køreskole

Vis os din virksomhed

Den tætte dialog og det gode samarbejde mellem kommunen og virksomhederne er vigtig. Vi vil give erhvervslivet de bedste rammebetingelser til at skabe vækst, udvikling og nye arbejdspladser. Kontakt os, hvis du vil have besøg.