Partnerskabsaftale om fremtidens arbejdskraft
Vi kommer i stigende grad til at mangle faglærte hænder. Derfor har Greve Kommune indgået en partnerskabsaftale med Solrød Kommune og Dansk Industri om at finde fælles løsninger på enslydende udfordringer i de to kommuner.
Fra venstre: Emil Blücher, borgmester i Solrød Kommune, Christina Wiemann, bestyrelsesleder i DI Roskilde/Køge Bugt og Pernille Beckmann, borgmester i Greve Kommune fremviser den nye partnerskabsaftale om fremtidens arbejdskraft.
Den stigende mangel på faglært arbejdskraft udgør en væsentlig udfordring for erhvervslivet. Efterspørgslen efter kvalificerede hænder vokser, men antallet af faglærte, der går på pension, overstiger antallet af nye, der træder ind på arbejdsmarkedet. Det udgør en hindring for virksomhedernes vækst. En ny partnerskabsaftale mellem Dansk Industri, Solrød Kommune og Greve Kommune fokuserer på tre vigtige områder, der samlet skal styrke beskæftigelsen.
Den nye partnerskabsaftale blev underskrevet d. 24. september, hvor borgmesteren i Greve Kommune, Pernille Beckmann, mødtes med Christina Wiemann, bestyrelsesleder i DI Roskilde/Køge Bugt, samt Emil Blücher, borgmester i Solrød, på FGU Greve Solrød - Tune Kursuscenter.
I forbindelse med Greve Kommunes stempel på aftalen udtaler borgmester Pernille Beckmann:
”Jeg er rigtig glad for den nye partnerskabsaftale mellem Dansk Industri, Solrød Kommune og Greve Kommune. Med aftalen sender vi et signal om, at fremtidens arbejdskraft er en helt central udfordring, som vi løser bedre i fællesskab end alene – også så vi fortsat kan levere god offentlig velfærd. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde.”
Tre temaområder
I partnerskabsaftalen er der fokus på enslydende udfordringer for Solrød og Greve Kommune, der med fordel kan løses i fællesskab. De tre temaområder er:
- Få flere unge og voksne i beskæftigelse
- Sikre flere faglærte unge og voksne
- Styrke samarbejdet med bygge- og anlægserhvervet om arbejdskraft
I Greve Kommune sker indsatsen for flere i beskæftigelse bl.a. gennem fokus på opkvalificering og lærlingeordninger i Code of Care, hvor Greve Jobcenter i tæt samarbejde med lokale virksomheder hjælper ledige med forskellige udfordringer i arbejde. Det er erfaringer, man meget gerne vil dele ud af.
Der er også mange initiativer i gang for at skaffe mere faglært arbejdskraft, bl.a. gennem brobygning mellem folkeskoler og virksomheder gennem Fagenes Dag, der afholdes årligt. Det nyeste skud på stammen er juniormesterlære, hvor folkeskoleelever får mulighed for at kombinere den boglige undervisning med ugentlige praktikdage i lokale virksomheder.
Endelig vil partnerne samarbejde om at sikre, at bygge- og anlægsbranchen bliver ved med at stå rigtig stærkt i både Greve og Solrød Kommune ved at facilitere vidensudveksling om nye udviklinger, udfordringer og samarbejdsmuligheder. Der kommer fx løbende nye krav til virksomhederne på miljøområdet, og her er det oplagt, at man gennem samarbejde kan hjælpe hinanden med at finde gode, lokale løsninger, også gennem henvisninger af virksomheder til Erhvervshus Sjælland.
Partnerskabsaftalen er med til at udvikle det allerede eksisterende samarbejde mellem parterne, så der skabes en endnu stærkere indsats for de tre områder i kommunerne.
Vi hører meget gerne fra dig, hvis din virksomhed vil i dialog med Greve Kommune om at løfte indsatserne på de tre områder.
Kontakt for yderligere oplysninger
Mikael Vedby, erhvervschef - mive@greve.dk