Greves Grønne Pris 2026
Greves Grønne Pris uddeles til en virksomhed som yder en særlig indsats til gavn for natur, miljø og klima. Prisen sponseres af SAI Danmark A/S
SAI Danmark sponserer Greves Grønne Pris
ErhvervsCentret Greve kan præsentere endnu en lokal sponsor til Greve Business Awards 2026. SAI Danmark A/S, der sidste år vandt Greve Miljøpris, har valgt at støtte Greves Grønne Pris – det nye navn for prisen, der anerkender lokale virksomheder, som gør en særlig indsats inden for det grønne område.
Sidste års vinder giver prisen videre
Greves Grønne Pris er en videreførelse af Greve Miljøpris, som er blevet uddelt siden 2019. Med det nye navn er kriterierne samtidig blevet justeret, så prisen favner virksomheder, der på forskellig vis bidrager til den grønne omstilling og til, at Greve både er et godt sted at bo og drive virksomhed.
Sidste år gik prisen til SAI Danmark, der blev fremhævet for en forretningsmodel, hvor reparation og levetidsforlængelse af hårde hvidevarer prioriteres frem for udskiftning.
I år er virksomheden selv med til at føre prisen videre som sponsor.
Reparation før udskiftning
SAI Danmark er en familieejet virksomhed, der har eksisteret siden 1995 og har haft de nuværende ejere siden 2006. Fra hovedsædet på Geminivej i Greve arbejder virksomheden blandt andet med service, reparation, levering og montering af hårde hvidevarer for boligselskaber, ejendomsadministrationer og private kunder.
Et centralt princip i virksomheden er, at et produkt ikke nødvendigvis skal udskiftes, fordi det går i stykker. SAI Danmark forsøger derfor først at reparere de hårde hvidevarer, når det giver mening i forhold til produktets pris og stand.
Det var netop denne tilgang, der var med til at sikre virksomheden Greve Miljøpris i 2025. SAI Danmark arbejder samtidig med at vejlede kunderne i rengøring og vedligeholdelse, så produkterne kan holde længere og ressourcespildet reduceres.
Grøn viden til næste generation
SAI Danmarks grønne engagement rækker også ud over virksomhedens egne aktiviteter. I forbindelse med skolernes Klimahandledag i 2025 inviterede virksomheden lokale skoleelever indenfor og fortalte om, hvordan reparation, vedligeholdelse og længere levetid på produkter kan gøre en forskel for miljø og klima.
På den måde er virksomheden også med til at gøre den grønne omstilling konkret og forståelig for børn og unge.
Ifølge ErhvervsCentret Greve er sponsoratet et godt eksempel på, hvordan en tidligere prismodtager kan være med til at sætte fokus på andre lokale virksomheder, der arbejder målrettet med grønne løsninger.
En fest for det lokale erhvervsliv
Greve Business Awards 2026 finder sted den 8. oktober i Portalen, hvor årets prismodtagere hyldes, og det lokale erhvervsliv samles til en festlig aften med fokus på virksomheder, udvikling og samarbejde.
Indstil en virksomhed til Greves Grønne Pris 2026