Ny erhvervschef til ErhvervsCentret Greve
Niklas Winther er tiltrådt stillingen som Erhvervschef i ErhvervsCentret Greve pr. 1. januar 2026. ErhvervsCentret ser frem til samarbejdet.
Erfaring inden for erhvervspolitik, erhvervsfremme, kommunalpolitik og offentligt-privat samarbejde
Greve Kommune har ansat Niklas Winther som ny erhvervschef. Med ansættelsen får ErhvervsCentret Greve en erhvervschef med solid erfaring inden for erhvervspolitik, erhvervsfremme, kommunalpolitik og samarbejdet mellem offentlige aktører og erhvervslivet – særligt med fokus på små og mellemstore virksomheder.
Niklas kommer fra en stilling som chefkonsulent og digitaliseringspolitisk ansvarlig i SMVdanmark, hvor han i en årrække har arbejdet med at styrke rammevilkårene for SMV’er på både kommunalt og nationalt niveau. Her har han haft tæt samarbejde med kommuner, erhvervsforeninger, virksomheder og politiske beslutningstagere og har bidraget til at omsætte strategiske og politiske ambitioner til konkrete initiativer for erhvervslivet.
Med et indgående kendskab til virksomhedernes hverdag og udfordringer – herunder digitalisering, vækstbetingelser og behovet for stærke partnerskaber – kommer Niklas til Greve med en klar ambition om at styrke dialogen og samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv.
Tæt samarbejde mellem kommunen og virksomhederne
“Et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem kommune og virksomheder er afgørende for lokal vækst og udvikling. Mit fokus bliver at sikre, at Greves erhvervspolitik og strategier kan mærkes i praksis hos virksomhederne,” siger Niklas Winther.
Som erhvervschef i ErhvervsCentret Greve skal Niklas blandt andet arbejde med at videreudvikle kommunens erhvervsservice, styrke samarbejdet med det lokale erhvervsliv og bidrage til, at Greve fortsat er en attraktiv kommune at drive virksomhed i.
Privat bor Niklas i Rødovre med sin kæreste og deres lille datter. Han er et udpræget familiemenneske og finder energi i naturen, hvor han blandt andet dyrker sin interesse for lystfiskeri.
ErhvervsCentret Greve ser frem til samarbejdet og byder Niklas varmt velkommen.
Kontakt
Du kan kontakte Niklas på 30 60 52 76 eller nipw@greve.dk